torsdag den 13. juni 2013

Dag 8 - Fra Zion, UT til Las Vegas, NE

Dag 8 – Fra Zion, UT til Las Vegas, NE

I dag skulle vi kører fra Zion til Las Vegas. Zion National Park var en kæmpe oplevelse og bare så smuk og Lene vil gerne tilbage en dag. Der er så meget mere at se og ellers bare for at nyde det smukke landskab og de barske klipper. Vi er alle glade for at Zion National Park blev valgt til turen på bekostning af andre steder.

Vi kørte fra Springdale kl. 8.00. først skulle vi lige forbi RV dumping stationen og tømme bilens fyldte tanke med beskidt vand og toiletvand. På alle andre pladser på denne tur har vi valgt RV holdepladser med strøm, vand og kloak, men netop her i Springdale havde vi fravalgt kloak for at få en god plads ved floden. Dette er jo heldigvis USA så der er råd for alt. På vejen ud kører man forbi den såkaldte dumping station hvor tankene tømmes inden turen fortsættes. Apropos smart så er kontrasterne store i USA. Dette er jo trods alt den nation der først fløj mennesker til månen. Nogen gange er tingene geniale og andre gange tænker man, hmm, dette kunne godt være gjort bedre hvis nogen havde tænkt sig lidt mere om. Et eksempel er amerikanske toiletter….  

Turen fra Springdale til Las Veges er en af de korteste kørerture på turen på omkring 269 km. Vi forlod Springdale omkring kl. 08.15 og var fremme ved Oasis RV Resort i Las Vegas, NE omkring kl. 11.20. Den korte tur tog os gennem tre stater, hvor af turen gennem det nordvestlige hjørne af Arizona var helt utrolig smuk. Store klipper og dybe kløfter på begge sider og en amerikansk freeway med store stigninger og stejle nedkørsler. Vores RV, der har en Ford V10 motor måtte virkelig arbejde for sagen, men Lene har bilen under fuld kontrol hele tiden og overhaler den ene kæmpe lastbil efter den anden hele tiden.   

Efter at vi igen havde fået sat RVen til strøm, vand, kloak og kabel tv i Las Vegas spiste vi frokost i en dejlig lille cafe på pladsen. Herefter gik vi alle i bad. Vi havde en aftale med Lene og Dorthes kusine Sandy om at mødes på hotel Venetian på the Strip kl. 16.30. Vi bor omkring 5 miles fra the Strip og valgte derfor at tage en taxa derind. Vi delte os op og Henrik kørte med drengene og Lene og Dorthe kørte sammen. Sjovt nok kostede det 23 dollars for den første taxa og 32 dollars for den anden taxa for den nøjagtig samme tur. Hmm, man kan hurtig blive snydt.

Sammen med Sandy gik vi en tur ned af The Strip. Vi gik blandt andet ind på Hotel Bellagio hvor vi så The Botanical Gardens som udsmykkes med forskellige blomster alt efter årstiden. Herefter gik vi op og købte lidt at drikke og sad en god time og fik snakket med Sandy om løst og fast. Hun er meget interesseret i den danske del af familien.  Derefter gik vi igen ud på The Strip og så vandshowet foran Hotel Bellagio. Vi gik videre af The Strip. Det var ikke mørk endnu, men stadig masser at se på. Lidt i kl. 20 gik Sandy. Hun skulle tidligt op næste dag og vi andre ville finde et sted at spise. Vi var nu alle godt sultne og gik ind i The Forum Shops for at spise på Cheesecake Factory. Det var dejlig mad og sikkert ikke sidste gang vi besøger TheCheesecake Factory på vores tur. Vi var nu alle godt trætte og gik ud på The Strip for at tage en taxi tilbage til RV parken. Det var blevet mørkt og alt var lyst op udenfor. Las Vegas minder lidt om et stort tivoli med masser af lys, musik og forlystelser. Sjovt og imponerende at se på. Alt er åbenbart tilladt her i byen. Folk drikker øl på gaden, der ryges i kasinoerne og der er billeder af næsten nøgne damer over alt. Andreas er meget begejstret for byen og da vi besluttede at vores første aften i Las Vegas skulle afsluttes med en tur i limousine blev han rigtig glad. Vi blev kørt med højt musik, siddende i store dejlige lædersæder op af The Strip og kiggede ud på lyshavet og alle de mange mennesker. En fed oplevelse.






























Ingen kommentarer:

Send en kommentar