onsdag den 19. juni 2013

Dag 14 - Fra Yosemite til San Francisco

Dag 14 - Fra Yosemite til San Francisco

Planer er til for at ændres. Vi havde egentlig aftalt at søndag skulle være en afslapningsdag da vi alle trængte til at sove længe og slappe lidt af med computerspil, tøjvask og andre ting. Vi vågnede sent og spiste morgenmad uden for da temperaturen var meget behagelig i forhold til den varme vi havde forladt i Las Vegas.

Efter morgenmaden gik hyggedagen lidt ned af bakke. Pladsens vaskerum havde kun to vaskemaskiner og de var hele tiden i brug af pladsens personale og internetforbindelsen var alt for dårligt til online computerspil og Facebook opdateringer. Hvad skulle vi stille op med det? Vi besluttede os for at pakke vores ting sammen og kører til San Francisco en dag før end først planlagt.

Vi fik hurtigt pakket sammen og kl. ca. 14.30 kørte vi af sted mod storbyen. Landskabet forandrede sig hele tiden mens vi kørte vest på. Først var det nærmest bjergkørsel nok en gang hvorefter vi kørte gennem endeløse plantager med træer/buske med mandler, valnødder, kirsebær og ferskner. Indimellem lå der store malkekvægsbedrifter. Lige inde vi kom ind til Oakland kørte vi igennem store bakkearealer med enorme mængder af vindmøller. Jo tættere vi kom på San Francisco jo tættere blev trafikken på motorvejen. Flere steder var den så tung at vi kom helt i hold. Godt gået en søndag eftermiddag på de store motorveje.

Vi kom ind i byen over den lange dobbeltdækkerbro San Francisco – Oakland Bay bridge og havde derfor San Franciscos imponerende skyline på vores højre side da vi trillede ind i byen. Vi følte hvis alle at vi nu var kommet til noget af det rigtige USA. Selv drengene sad og kiggede ud af vinduerne og faldt lidt i staver.

Vi kørte hurtigt for at følge trafikken og tog den rigtige afkørsel efter broen, men kørte for langt i forhold til den næste afkørsel der ville have taget os lige ned til RV pladsen. Vi tog den næste afkørsel og havnede et lidt øde sted. Vi spurgte en mand om vej og det viste sig at han var enormt sød og hjælpsom. Han kørte foran os i sin egen bil indtil vi var så tæt på RV pladsen at vi nemt kunne finde det sidste stykke vej.


Pladsen ligger lige ved foden af det fodboldsstadion hvor San Francisco 49s spiller deres hjemmekampe. Internettet er perfekt og drengene spillede computerspil mens Lene og Dorthe vaskede tøj. Temperaturen er meget anderledes her og ligger på omkring 18 grader. Vinden er hård og rusker enormt i vores RV. Det er dog lidt hyggeligt at ligge og lytte til vinden i sin varme seng.  

















Ingen kommentarer:

Send en kommentar