mandag den 8. juli 2013

Dag 31 – Første dag i N.Y.

Dag 31 – Første dag i N.Y.

New York City, byen der aldrig sover, er en fantastisk by. Derudover er byen enorm og der er så meget at se at det er svært at nå det hele. Afstandene er store og man kommer hurtigt til at gå rigtig meget og langt. Vi havde bestemt os for at tage på en såkaldt VIP Tour i dag for at se de vigtigste ting på den første dag da vi jo kun har 3 ½ dag til sightseeing. Det krævede dog at vi skulle meget tidligt op. Vi skulle møde kl. 7.30 foran Empire State Building. Vores plan var at tage Subway’en. Det gik dog ikke særligt godt. Tiden var for knap til at fatte systemet og vi skyndte os derfor hurtigt tilbage op på gadeplan og tog et par af de berømte gule taxier. En god beslutning. Vi ankom foran Empire State præcis på det tidspunkt hvor vores guide Joey uddelte billetter, pyha.

Første stop på VIP Touren var altså Empire State Building, der da den blev indviet i 1931 var verdens højeste bygning. Bygningen er stadig en af de højeste og mest berømte i New York og køen for at komme derop vil ingen ende tage. Det gode ved VIP turen er at vi kommer uden om køen. Elevatoren tog os op på 86. etage hvor en af udsigtsterrasserne er. Selvom det var lidt overskyet var udsigten fantastisk. Lige meget hvor man kigger hen er der noget at se og alle byens biler og især alle de mange de gule taxier ligner gule myrer der vælter rundt i gaderne dybt nede.

Efter Empire State blev vi kørt i åben dobbeltdækkerbus ned til Hudson River ud for Midtown. Turen tog os gennem Times Square hvor vi helt sikkert skal hen og hænge ud på et senere tidspunkt. Ved havnefronten lå det store Space, Air and Sea museum. Museet har en af rumfærgerne stående men desværre blev denne udstilling ødelagt af stormen Sandy sidste år hvilket betød at den ikke var tilgængelig i øjeblikket. I stedet brugte vi tiden på at se en amerikansk ubåd der som en af de første var udstyret med fire atommissiler. Ubåden havde været på sin sidste mission i 1964. Flere steder i ubåden var der gamle sømænd man kunne stille spørgsmål. Det var meget interessant. Efter det gik vi ombord på et gammelt hangarskib, der havde overlevet to japanske selvmordsangreb under Den Anden verdenskrig og havde deltaget i Vietnamkrigen og i det amerikanske rumprogram i 1960øerne. Vi var bl.a. på flydækket hvor der var en række forskellige flytyper, der blev og bliver benyttet på hangarskibe og Henrik og Andreas var oppe på broen hvor de under vejledning fra et par gamle sømænd prøvede at styre skibet. Det gik nu ikke alt for godt konstaterede de gamle søulke tørt bagefter.

Efter museet sejlede vi med VIP Tour gruppen ned af Hudson River med New York Water Taxi. Vi var blevet udstyret med en billet der kunne benyttes hele dagen. Vi sejlede ned til Battery Park, der ligger på den sydlige ende af Manhattan. Herfra gik turen til fods med vores guide igennem parken, op gennem Wall St. og op til området hvor World Trade Center havde lagt før terrorangrebet den 9. september 2001. Præcis der hvor de to store tårne havde stået er der lavet mindesmærker. På det øvrige areal er der projekteret et nyt World Trade Center, der når det er færdigt kommer til at bestå af 5 bygninger. De tre er næsten færdige, et er lige påbegyndt og et bliver påbegyndt inden længe. Det ene af de bygninger der nu næsten er færdigt er en kæmpeskyskraber, der er den 3. største i verden. Bygningen er utrolig smuk og vil helt sikkert blive et nyt vartegn for byen og et symbol på frihed og på at ytringsfrihed og demokrati og andre vestlige værdier ikke bare kan knækkes med bomber.            

På trods af en kæmpe regnbyge var det noget af en oplevelse at se selve mindesmærket. De to huller, hvor tårnene havde stået er meget dybe og de er lavet som et firkantet vandfald hvor vandet løber ud under rækværket og ned langs siderne og løber ind i midten af det firkantede hul til et mindre firkantet hul. På rækværket er der en plade hele vejen rundt hvor navnene på de omkommende er skrevet. Udfor de mange politibetjente og brandmænd der døde står der hvilken station de tilhørte, Det hele virkede meget stærkt og når hele komplekset en gang er færdigt bliver det et fantastisk syn.

Efter regnbygen var vi meget våde. Dorthe havde et regnslag med fra Tigerbutikken og hun var den mindst våde af os. Vi andre havde regnslag på fra noget der hedder Target som oprindeligt var købt for at beskytte os mod vandet i forlystelsesparkerne i Californien. Det havde de måske været gode til for beskyttelse mod en New York regnbyge, det havde de ikke givet. Hold da op vi var våde. Vi overvejede at tage tilbage til hotellet for at få tørt tøj på, men da solen igen kom frem besluttede vi os for at fortsætte. Vi steg igen på en Water Taxi og sejlede først op af East River og under Brooklyn Bridge og derefter ud til Frihedsgudinden, der står på Liberty Irland midt i havneindsejlingen. Hun er netop blevet renoveret og så helt fantastisk ud. Sikke et symbol. ”Hun er jo hele verdens frihedsgudinde”.

Efter at vi igen var kommet i land i Midtown var Andreas og Henrik ved at være godt trætte i deres ben og fødder. De tog en taxa hjem til hotellet, mens Lene, Dorthe og Markus gik op til Times Square. Her sad de på den berømte trappe og så på lys og mennesker og drak en kaffe fra Starbuck. Vi er alle blevet lidt vilde med Vanilla Latte efter at Dorthe har introduceret os for den.
 

Vi var helt færdige alle sammen da vi igen var samlet på hotellet. En lang dag med masser af indtryk. Vi orkede ikke rigtigt noget så det endte med at Lene og Dorthe gik ud og hentede pizza som blev spist på værelset.











































Ingen kommentarer:

Send en kommentar