mandag den 1. juli 2013

Dag 27 - Sightseeing

Dag 27 – Sightseeing

Den oprindelige plan for i dag var at vi ville kører fra Yorba Linda ved 10-tiden. Vi skulle i dag rundt og se nogle af de ting man er nødt til at se når man er på disse kanter. Vi kom dog først ud af døren omkring kl. 13. Vi kørte alle i den bil vi har lejet. Det er ret smart at vi alle 8 kan være i den samme bil når vi sådan skal på tur. Brett kørte bilen og Karen sidder med sin telefon og navigere.

Første stop på turen var i Pasadena. Dorthe, der er en kæmpe fan af Beverly Hill 90210, havde fundet adressen på det hus, der blev benyttet i serien som Brendon og Brendas hus (1675E. Altadena Drive, Altadena CA). Vi fandt huset og til Dorthes store glæde lå Dylans hus lige ved siden af (1605E. Altadena Drive, Altadena CA). Der blev taget en masse billeder og selvfølgelig et opslag på Facebook.

Næste stop var Hollywood Hills. Her fra havde man en helt fantastisk udsigt op til det legendariske Hollywood skilt på siden af et stort bjerg. Turen der op og ned var gennem stejle gader med små og store huse hvor flere helt sikkert var beboet af tv- og filmstjerner. Vi endte på Hollywood Blv. hvor vi fandt en parkeringsplads og gik en tur på Walk of Fame foran det berømte Chinese Theater.  Vi fandt alle et par af vores favorit stjerners fod- og håndaftryk. Den del af Hollywood Blv. hvor Walk of Fame ligger er fyldt med butikker og turister hvorimod de dele af vejen der ligger lidt der fra virker noget slidte og ikke som et kvarter hvor man har lyst til at gå rundt for sig selv.

Vi kørte der fra og videre til Rodeo Dr. og gik en lille tur og så på mennesker, biler og butikker. Dorthe og Lene var begejstret for alle de ”rigtige” butikker og mærker. Der er så meget aircondition i butikkerne at det næsten køler fortovet uden for. De største og fedeste af bilerne har arabiske nummerplader fra Saudi-Arabien og UEA.

Vi kørte fra Rodeo Dr. og ned af Santa Monica Blv. til stranden og parkerede bilen. Vi fulgte menneskestrømmen ud på Santa Monica Pier. Det var blevet aften og solen var ved at gå ned over Stillehavet. Det var et smukt syn med den brede strand, havet og solen og byen i baggrunden. Halvvejs ude på molen var der et lille tivoli hvor Kirsten og Andreas prøvede lidt forskellige forlystelser. Markus og Dorthe prøvede lidt forskelligt for at vinde bamser. De lykkedes dem at vinde et par små. Andreas derimod deltog i noget skarpskydning med vandpistol med en masse andre børn og vandt. Han fik en stor bamse med der fra.


Det var blevet sendt da vi endelig kom tilbage til Yorba Linda og fandt en restaurant hvor vi kunne spise aftensmad. Kl. var over 22 og vi var alle forfærdelig sultne. Vi spiste på et sted der hed The Lazy Dog Cafe. Et sted hvor man kunne have sin hund med hvis man spiste på deres terrasse. Vi sad uden for. Det var en dejlig aften og maden var traditionel amerikansk og smagte dejligt.


























































Ingen kommentarer:

Send en kommentar